Denne coctail af sol og varme, glade og imødekommende cubanere, farver og musik, fascinerende byoplevelser i Havana, spændende farverige Trinidad suppleret af vidunderligt smukke strande i Varadero, det smittende humør på trods af fattigdom, den gode rom i spændende drinks… Du glemmer det aldrig.
Havana Marathon er i den korte version et festligt og anderledes løb, pakket ind i en utrolig ferieoplevelse.
November i Danmark er kun værd at flygte fra. Man skal i hvert fald have en god fantasi for at synes om en våd, kold, mørk og lang efterårsmåned uden formildende omstændigheder som jul eller andet, der kan lyse op.
Men med et kryds i kalenderen i to uger i november med teksten: Cuba – så bliver det ligefrem en måned, du kan glæde dig til.
Cuba er stadig autentisk og stadig fattigt og kommunistisk, styret af Fidel Castros bror Raúl, som dog har løsnet lidt op for privat foretagsomhed og bl.a. givet lov til import af nogle nye biler (fra Kina og Korea) til supplering af de i den grad nedslidte, men meget charmerende vrag, der kører rundt på øen. Befolkningen virker glad og har et utroligt smittende humør på trods af fattigdom og restriktioner.
Overalt er luften fyldt med levende musik og salsa på torve og gader. Og så bliver alting jo også mere spiseligt, når solen varmer de vinterkolde knogler op og giver kulør på den blege hud.