Hannover er hovedstad i delstaten Niedersachsen i Nordtyskland, og nok mest kendt for at være Tysklands største messeby. Hannover er dog andet og meget mere end messer, og du kan se frem til en weekendtur i en smuk by med et rigt kulturliv og historie og selvfølgelig et marathonløb i spitzenklasse.
Hannover før og efter
Efter 2. verdenskrig var der ikke meget tilbage af Hannover. Faktisk blev 85 procent af byen ødelagt af bomber. Mange moderne bygninger præger derfor også i dag bybilledet og har givet plads til brede gågader og skønne shoppingarkader imellem de historiske bygninger.
Går du gennem centrum kan du følge "Der rote Faden" (den røde tråd), en rødmalet stribe på fortovet, som guider dig forbi nogle af byens mange seværdigheder, ja faktisk hele 36 styk. Blandt andet det nye rådhus fra 1904, hvor kuplen anses for en teknisk sjældenhed, og hvorfra udsigten er fantastisk.
Det er også ved det nye rådhus, at du finder start og mål til Hannover Marathon, hvor 16.000 løbere deltager i marathon, halvmarathon, 10-km, børneløb, stafetløb, walking, nordic walking og rulleskøjteløb. Og du kan godt glæde dig. Hannover Marathon er en god og hurtig rute, hvor der er alle muligheder for at sætte personlig rekord.
42,195 km lang sightseeingtur
Starten går ved det nye, smukke rådhus og kort efter start kommer du forbi den 47 meter høje Waterloo-søjle og AWD-arenaen, VM-stadionet fra 2006. Herefter løber du langs Maschsee, der er en smuk tre km lang kunstig sø. Herfra går ruten gennem dele af Eilenriede, en af Europas største byskove, og videre forbi Herrenhäuser Garten, en bemærkelsesværdig og meget smuk barokhave.
Du ser også Operaen, Welfenslottet, der huser Hannovers Universitet, og i den historiske bydel det gamle rådhus og Marktkirche – og meget, meget mere. Ruten er flad og meget varieret med by og park, bebyggelse og grønt.
Starten går søndag kl. 9.00 til marathonløbet, kl. 11.15 sendes halvmarathonløberne af sted og kl. 13.00 er det 10-km løberne. Så alt afhængig af hvornår, og hvor hurtigt du løber, er der nogle gode timer til at gå en tur og se lidt nærmere på byen og måske slappe af med en kold Bier vom Fass efter et veloverstået løb.
Et løb i spitzenklasse
For dig som løber er Hannover et rigtig godt mål for en dejlig weekendtur. Vi har stor succes med Hannover Marathon, hvor alt klapper. Der er en sublim opbakning fra 200.000 tilskuere og en herlig sydlandsk stemning. Løbet er velorganiseret, klart nok – det er tysk – og hotellet er super godt, maden er lækker og det hele foregår i en behagelig bustur kun 350 km fra Danmark.
Hannover Marathon har fået tildelt Silver Label, et prestigefyldt og sjældent uddelt kvalitetsstempel fra det internationale atletikforbund IAAF, som betegner løbet som "leading road races around the world". Kort sagt et løb, hvor såvel atmosfære som organisation er i absolut “spitzenklasse”.