I de fleste tilfælde er selve maratonløbet det mest vigtige ved en rejse med Marathon Travel Club, det er ligesom meningen med det hele, ikk’…?
Når det gælder Gran Canaria Marathon må vi nok erkende, at her tæller en hel solskinsuge på et godt hotel i Puerto Rico, en dejlig udsigt fra lejligheden og den store solterrasse, muligheden for at flade ud ved poolen og få sol på maven, samværet med nogle hyggelige rejsefæller fx på nogle gode udflugter, lækker mad og vin nok mere end selve maratonløbet i Las Palmas om søndagen.
Når det er sagt, så er det selvfølgelig med et blink i øjet, for de fleste af vores gæster er løbere, som i større eller mindre grad prioriterer ganske højt at få sved på panden gennem godt 42, 21 eller her også 10 km’s indsats i løbesko.
I slutningen af januar er det som bekendt meget mørkt og koldt i vores lille land højt mod nord, og løbeturene foregår indhyllet i flere lagt tøj og på våde eller glatte veje. Så kan det være mere end tiltalende at hoppe med Marathon Travel Club til Gran Canaria og for en uge trække i shorts og t-shirt og sige ”adios” du danske vinter.
Gran Canaria Marathon havde sin debut i 2010, og vi har været med siden. For nok er det ikke et stort eller ”must run” løb, men det er velfungerende og er allerede blevet utrolig populært hos vores danske gæster, hvoraf flere vender tilbage år efter år. Coctails er der rigeligt af på øen, og denne ”coctail” bestående af solskinsferie og løb har vist sig at have mange tilhængere.
Maratonløbet foregår i hovedstaden Las Palmas, som vi med egen bus besøger to gange, først om lørdagen, hvor vi tager et smut dertil for at hente startnumre på expoen, og anden gang søndag, hvor bussen kører os til start- og målområdet og henter os igen efter løbet. Ruten er flad og smuk, og undervejs ser du flere af byens historiske områder og attraktioner, ligesom du kan nyde den smukke kyststrækning. Det er et helt igennem godt tilrettelagt løb og med velforsynede depoter og en glad stemning.