Oplevelsen er vigtigere end den gode tid
Nyhed
BERTRAM CHRISTENSEN , Viborg Folkeblad
For Viborg-løberen Birgitte Jørgensen er resultatet ikke længere så vigtigt, når hun løber maraton.
Berlin: Da jeg som noget af det første i min snak med Birgitte Jørgensen spørger hende om, hvor mange gange hun har løbet Berlin Marathon, læner hun sig tilbage i sofaen og griner. Hun er nemlig ikke helt sikker på, hvad hun skal svare.
- Åha. Det er jo sådan noget, som folk går op i, ikke? Jeg tror, at det er mit fjerde eller femte maraton her i Berlin, siger Birgitte Jørgensen, mens hun griner.
Hun er faktisk heller ikke helt sikker på, hvor mange maratonløb hun har løbet i alt. Hun får dog talt sig frem til, at det efterhånden må være omkring de 14. Hun kan dog huske, at hendes første maraton var i 2005 i Odense.
Før da havde Birgitte Jørgensen ellers gjort sig mere på de lidt kortere ruter på 10 og 15 kilometer. Det var dengang, hun boede i Aarhus, men da hun flyttede til Viborg, blev det skiftet ud med nogle lidt længere løb. Og dengang var hun en ret habil løber, som nogle gange er kommet under 3.30 - en ganske hurtig tid.
MERE FOKUS PÅ OPLEVELSEN
I dag er det dog ikke den slags tider, som Birgitte Jørgensen stiler efter. Hun er taget med til Berlin Marathon, fordi det er en stor oplevelse. Hun har været i byen siden mandag og ser turen som en helhedsoplevelse, som ikke kun handler om maraton.
- Det er jo en virkelig flot by. Sidste år var vi også hernede, men nåede ikke at se det hele, så vi blev jo nødt til at komme igen, fortæller Birgitte Jørgensen og fortsætter:
- Jeg kommer her ikke længere for at sætte en bedste tid. For det første har jeg ikke tid til at træne til det, og for det andet er det hyggeligt bare at mærke stemningen.
Hun fortæller nemlig, at man slet ikke får lige så meget med, når man kun koncentrerer sig om at løbe så hurtigt som muligt. Det er en tid, som Birgitte Jørgensen har lagt bag sig. Nu er det vigtigere for hende at nyde de lidt over 42 kilometer, opleve byen og mærke stemningen.
- Det er sjovest lige i starten, hvor man står sammen med alle de andre løbere og er spændte på turen. Og så betyder opbakningen fra de mange danskere meget. Man kan virkelig mærke nationalfølelsen, fortæller Birgitte Jørgensen.