20 år og 20 rejser rigere med Marathon Travel Club
Nyhed
I år er det 20 år siden, at Thorvald opkøbte Marathon Travel Club (MTC) og skabte det rejsebureau, som vi har i dag. Jeg fik lov til at komme med i 2003, og det er stadig lige spændende at være rejseguide for entusiastiske løbere. Og så er det jo helt fantastisk, når Søren Møller-Madsen, som er en af vores rigtig gode kunder deler ud af egne erfaringer. Læs med ;-)
Artikel af maratonløber og Six Star Finisher Søren Møller-Madsen:
Her i foråret deltog jeg i London Marathon. Efter løbet sad jeg i hotellets bar og delte dagens oplevelser med en engelsk maraton debutant. Han havde ondt alle vegne og kunne simpelthen ikke forstå hvorfor i alverden jeg gennem 20 år havde løbet så mange maratonløb.
Det var en god anledning til at reflektere og et blandt flere svar er, at jeg har løbet nogle utrolig spændende steder i verden. Jeg har kombineret løbeoplevelser med rejseoplevelser, og her har MTC være en kraftig drivkraft og givet masser af inspiration. Gennem årene er nogle rejsemål forsvundet, mens nye er kommet til. Så der er hele tiden nye steder og nye oplevelser, der ligger og lokker forude….
LØBEFÆLLER OVER HELE VERDEN
Siden Marathon Travel Club for 20 år siden blev etableret i sin nuværende form, har jeg været med på præcis 20 rejser. Den allerførste tur gik med sovebus til Paris Marathon i 1998, og sidenhen har jeg været med til maratonløb vidt forskellige steder: Amsterdam, Athen, Berlin, Barcelona, Boston, Dublin, Firenze, Frankfurt, Koblenz, London, Moskva, New York, Nice, Rom, Venedig, Wien og Tokyo.
Nogle rejsefæller har jeg mødt på flere ture, og så udveksler vi historier om hvordan løberlivet er gået siden sidst. For eksempel har min løbekammerat og jeg fået et par bekendte, som vi gennem en årrække har mødtes med i Berlin fredagen før maratonløbet. Det er hyggeligt.
MTC SØRGER FOR ALT DET PRAKTISKE
Jeg har altid rejst med MTC, og det regner jeg med at blive ved med. Jeg er efterhånden i den for en maratonløber modne alder – nogle vil sige overmodne -, men jeg håber og forventer, at der ligger endnu nogle gode ture forude og venter på mig. Heldigvis har MTC fået flere halvmaratonløb på programmet, og det er mere overkommeligt for mig.
Fælles for alle rejser med MTC er, at de udover selve rejseplanlægning og hotel også altid sørger for de praktiske ting omkring selve løbet med fælles afgang til Expo’en, afhentning af startnumre, transport til og fra startområdet og den slags praktiske ting, som er dejlige at få serveret, når man skal løbe i en ny by.
ALLE BYDES VELKOMMEN I LØBEFÆLLESSKABET
Rejseguiderne er ofte selv løbere. Det mærker man tydelig. Det er ikke bare et job for dem. Det er også en passion. De er rigtig gode til at invitere alle med ind i turens løbefællesskab, hvor man sammen med andre løbere kan dele sine oplevelser – eller man kan lade være. Det gode ved rejserne er nemlig også, at man fuldstændigt frit kan vælge i hvilket omfang, man deltager i det sociale fællesskab.
Behovet for at deltage i rejsens løbefællesskab afhænger af, hvordan man rejser. På nogle af rejserne har jeg rejst alene, på andre sammen med en løbekammerat og atter andre gange sammen med familie eller sammen med en større gruppe fra min løbeklub. Udover de egentlige udflugter har guiderne altid orienteret om, hvad deres planer var, og at man var velkommen til at være med. Det er supergodt.
HAR GENNEMFØRT ALLE 6 WORLD MARATHON MAJORS
Det er naturligvis også en fordel, at man via MTC har mulighed for at deltage i løb, som man i praksis ikke har mulighed for at få adgang til som privatperson. For eksempel er nogle af løbene i serien World Marathon Majors næsten umulige selv at få startnummer til. Det gælder bl.a. London Marathon og Tokyo Marathon. Jeg har gennem årene været så heldig at gennemføre de 6 største (Berlin, Boston, Chicago, London, New York og Tokyo) og har fået titlen Six Star Finisher.
MARATONLØBERE ER FAKTISK RET FREDELIGE
Jeg husker tydeligt den første tur til Paris 1998, hvor den nye ejer Thorvald skulle danne sig et indtryk af, hvad det nu var for noget, han havde erhvervet. Jeg tror faktisk, at han var positivt overrasket over klientellet på rejsen. Vi sad jo ikke nede på bagsædet af bussen og kværnede øl og råbte op.
Maratonløbere er gennemgående positive og disciplinerede mennesker, der tager tingene, som de kommer. Behagelige for en rejsearrangør at have med på tur, tror jeg.
/Søren Møller-Madsen