Rejsen: New York City Marathon 2019 (Forhåndsreservation)

Løbet over alle løb - i byen over alle byer

Dato:
november 2019


New York er den perfekte ramme om en storbyferie, fordi den har ALT. Masser af spændende attraktioner, forskelligartede bydele, en himmelstræbende skyline, et enormt udvalg af butikker, tusindvis af restauranter, en utrolig imødekommende og broget befolkning og – sidst men ikke mindst – en puls der dunker 24 timer i døgnet. Fristet? Så kan du allerede nu godt begynde at glæde dig til 2018, hvor Marathon Travel Club selvfølgelig har New York på løbeprogrammet. 
 

I want to wake up in a city that never sleeps

Går du også med en drøm om at løbe New York City Marathon, så er det en god idé at tænke et par år frem. New York City Marathon er på alle måder stort, også når det kommer til antallet af løbere, som er helt oppe på 50.000. Men når der så er tre gange så mange, der gerne ville have deltaget, er der rift om pladserne. 

Heldigvis tildeler New York City Marathon et antal startnumre til udlandet, og som mangeårig turoperatør råder vi hos Marathon Travel Club over et rimeligt antal. Det er dog altid en god idé at være ude i god tid, både for at sikre sig et startnummer, men selvfølgelig også for at spare lidt op til rejsen. Derfor kan du også allerede nu sikre dig en plads til New York City Marathon 2018 ved at forhåndsreservere et startnummer. 

Depositum kr. 3.000,-  hvor kr. 2000,- tilbagebetales såfremt rejsen ikke endeligt bestilles.

Prisen for rejsen kendes endnu ikke, men du kan se pris og program for 2017 ved at klikke her.

 

New York er en helt særlig by, som berører de fleste dybt. Førstegangsbesøgende glemmer næppe deres første dage i USAs største by, og langt de fleste vender tilbage, når først de har besøgt byen. Ikke kun for at genskabe de dejlige oplevelser, men også for at nå det, de ikke nåede sidste gang. New York bliver man aldrig færdig med. 

Løbet over alle løb - i byen over alle byer

I want to wake up in a city that never sleeps. Sådan lyder en linje fra Frank Sinatras udødelige sang 'New York, New York'. Og hvor har han ret. New York er altid levende og sover aldrig, men er bare en helt særlig by, som simpelthen har alt, hvad der skal til for at gøre storbyrejsen komplet: Indbyggerne er venlige og imødekommende; restaurationerne er talrige, af alle nationaliteter og i alle prisklasser; shopping-mulighederne er enorme, og så er der selvfølgelig den fuldstændig fantastiske og himmelragende skyline, som gør kulissen for det hele endnu mere ekstraordinær. 

Når du rejser med Marathon Travel Club til New York City Marathon, bor du i centrum af det hele: Vi er tæt på det pulserende, larmende og neonblinkende Times Square og Broadway, og samtidig er vi så tæt på åndehullet Central Park, at der er frisk luft og albuerum i komfortabel gåafstand fra basen.

Byen er yderst let at finde rundt i, og det er faktisk ikke til at fare vild, med mindre man arbejder på det. Avenuerne 1-12 går nord/syd, mens gaderne går øst/vest. Og bare rolig - det hele skal nok give sig selv, når først du er der. Vil du gerne spare lidt af kræfterne til løbet, er det værd at bemærke byens legendariske og trygge Subway, som fungerer helt perfekt. Og er du kommet for langt og orker ikke at gå, er den nærmeste Yellow Cab-taxi med garanti ikke mange sekunder væk. Så uanset om du snører traveskoene, tager undergrundsbanen eller kører med taxa, har du de fleste seværdigheder inden for rækkevidde, og med lidt planlægning kan du på kort tid opleve de mest populære områder og attraktioner.

New York, New York

Vores hotellers centrale placeringer og de gode transportmuligheder gør det let at nå frem til de mange seværdigheder, som New York byder på. Så er der kun tilbage at vælge ud, hvilke du gerne vil se og opleve, for du kan ikke nå det hele, uanset hvor langt du går, eller hvor længe du bliver. New York bliver man aldrig færdig med.

Vi anbefaler dog en tur ned til sydspidsen af Manhattan og en sejltur ud til Frihedsgudinden på Ellis Island. Det er også på sydspidsen af Manhattan, du finder Wall Street og Ground Zero, hvor tvillingetårnene faldt 11. september 2001 og hvor nye bygninger i disse år skyder op. 

Går du fra syd tilbage mod den centrale del af Manhattan, kommer du gennem hippe Soho, bohemekvarteret Greenwich Village med de mange butikker og restauranter, livlige China Town, hvor du kan købe næsten ægte Rolex ure til kun 10 dollars og frem til Little Italy, hvor de italienske immigranter har sat deres tydelige præg på gadebilledet og områdets menukort. 

Midt på Manhattan, der også kaldes Midtown, finder du den 3,5 kvadratkilometer store grønne oase, Central Park. De mange kilometer stier virker som magneter på byens tusindvis af løbere, og det er da også her, du kommer i mål, når du løber New York City Marathon. Selv uden løbesko er Central Park noget ganske særligt og et besøg eller to værd. 

Når du har fået nok natur, skal du kun ud til parkens sydligste hjørne for at finde Apples imponerende Flagship-store på 5th Avenue. Læg i det hele taget masser af tid ind til at opleve de eksklusive og berømte Avenuer og til at lade dig friste af byens enorme udvalg af stort set alt, hvad hjertet måtte begære. Det er faktisk kun størrelsen på din kuffert og luften i dit budget, der bestemmer, hvad du skal købe med hjem. Udvalget er overvældende og priserne moderate. 

Man kan selvfølgelig ikke sige New York uden ikke også at nævne Broadway. Den velkendte gade ligger som en del af Times Square, der med sin imponerende neon-opvisning vil gøre indtryk på enhver. 

For de kulturelt interesserede lokker byen med Empire State Building, Rockefeller Center, Chrysler Tower, Museum of Modern Art, Brooklyn Bridge, Metropolitan Museum og Grand Central Station for blot at nævne et udvalg af byens verdensklasseattraktioner. 

Lørdagsmorgenløb

Uanset om du har startnummer til hovedbegivenheden eller ej, byder New York allerede om lørdagen på en fin begivenhed, når 10.000 løbere af alle nationaliteter deltager i det fem kilometer lange internationale morgenløb “NYRR Dash to the Finish Line 5K”. 

Løbet skydes meget passende i gang ved den berømte FN-bygning, og måske er det en af forklaringerne på, at løbet er præget af nationale følelser, hvor mange er udklædte og hvor flere bærer deres lands flag. Marathon Travel Club har altid en stor gruppe løbere med i løbet, og selv gæster der ikke skal ud på den lange distance, kan glæde sig over at løbe i mål i Central Park ved Tavern on the Green, hvor der også er målstreg ved maratonløbet om søndagen. 

 

Og så skal vi naturligvis løbe maraton...

Hvis du ikke er klar over størrelsen på New York City Marathon, venter der dig i den grad en overvældende oplevelse søndag den 6. november. Og vi tør godt love dig, at det er en tur, der i dobbelt forstand tager pusten fra dig. 

Vi står rigtig tidligt op, for med 50.000 andre glade løbere, der skal ud på den populære 42 kilometer lange sightseeing, er der tryk på.

Starten går fra Staten Island, hvor alle deltagere samles på Fort Wadsworth fra tidlig morgen. Af hensyn til afviklingen og transporten af de mange deltagere, hvoraf hovedparten bor på Manhattan, skal Manhattan tømmes allerede ved sekstiden. Al transport til startområdet foregår via busser, og det er et specielt syn. Det samme kan siges om verdens længste pissoir, der findes i startområdet. Alt er som bekendt bare større i USA. Kun ærgrer det amerikanerne, at deres maratonløb ikke er lidt længere end andre maratonløb, men kun på de normale 42,195 km – eller 26.2 miles, som det hedder lokalt. 

På Fort Wadsworth serveres der gerne kaffe, te, vand, Gatorade, juice, bagels, powerbars og yoghurt. Det er en rigtig god idé at medbringe noget gammelt træningstøj – og alt efter temperaturen også noget regntøj, som kan holde dig varm og tør indtil starten går, hvor du kan smide det fra dig. Tøjet indsamles efterfølgende til hjemløse og andre værdigt trængende, så du holder dig varm og gør samtidig en god gerning. 

Fra Fort Wadsworth går man samlet til Verrazano Narrows Bridge, og her skydes løbet i gang med et helt vildt setup, hvor der løbes i flere niveauer og med starter i flere bølger. Og alt foregår med en stemning, der får hårene til at rejse sig. Nationalsangen bliver sunget med pomp og pragt, og ikke et øje er tørt. Det er virkelig stort!

Et maraton - fem verdener

Ruten går gennem alle fem boroughs – fra Staten Island til Brooklyn over Queens, Bronx, Harlem og endelig Manhattan, og undervejs vil du begive dig gennem helt forskellige verdener. 

Fra Staten Island går ruten gennem Brooklyn til tonerne af rock, steel- og jazzmusik. Herefter bevæger du dig ind i det jødiske kvarter, hvor skiftet fra masser af musik til en helt fantastisk stilhed, er meget markant. Her vil du se jøderne gå rundt i deres sorte frakker, med sort kalot og en snurrig hårkrølle. Men du kan knapt høre dem, og efter den stille tur rundt i det hippe Williamsburg-område bliver skiftet til tilråbene og reggae-musikken i Queens blot endnu mere markant. 

Løbets helt store stemningsskifte kommer dog først, når du har krydset Queensboro Bridge og løber ind i New Yorks hjerte. Stigninger og fald på broerne føles nu for alvor i benene, og 1st Avenue kan være en udfordring af de helt store. Den går op, op og atter op, og hvis du havde været alene, havde det været ubærligt. Men når du mærker over en million tilskuere, der anslås at være på plads, rejser hårene sig på armene igen og du får et boost af de helt store og kan pludselig alt. Hos Marathon Travel Club plejer vi at samle op mod et par hundrede danske heppere netop hér ved 1st Avenue, og vi ved, at vores løbere sætter stor pris på opbakningen. 

Efter 1st Avenue kommer Harlem dig i møde, og når du har krydset Willis Avenue Bridge til Bronx og Madison Avenue Bridge, der tager dig tilbage til Harlem, er der kun 8 km igen, før rundturen når sin ende ved målstregen. 

Den sidste del af turen er, som i andre maratonløb, hård, og når du kommer til Central Park, føles de små stigninger bare endnu hårdere. Heldigvis er der også her en helt overstrømmende opbakning, og de sidste kilometer er én lang – fortjent – klapsalve og hyldest. Boostet det giver kan slet ikke beskrives. Ikke kun som løber, men også som hepper er det en fantastisk oplevelse at se og føle amerikanernes gejst og engagement til New York City Marathon. Det meste af byen er spærret af i anledningen af maratonet, og det er bare noget ganske særligt at have gaderne for sig selv i byen, der ellers aldrig sover. 

 

Photo Credit: Courtesy of NYRR

Løbsdato: 4. november 2018
   
Start: Kl. 09.50 til 11.00
Til og med nr. 18.999 Kl. 09.50
Nr. 19.000 til 36.999  Kl. 10.15
Nr. 37.000 til 54.999 Kl. 10.40
Nr. 55.000 til 72.999 Kl. 11.00
   
Tidsgrænse: 8 timer
Temperatur: 7-15 grader
   
Antal deltagere:  50.000
Løbet siden: 1976
   
Terræn: Lettere kuperet
Underlag: Asfalt
Rute: Se video af ruten her
   
Rekord mand: 2:05:06 (2011)
Rekord kvinde: 2:22:31 (2003)
   
Smartphone applikationer: Google Play
  Appstore

 

Priser New York City Marathon 2018

Prisen for rejsen kendes endnu ikke, men du kan se pris og program for 2017 ved at klikke her.

Seneste Likes

Karin Kirke Petersen synes godt om New York City Marathon 2018 Forhåndsreservation
Pia Gantzhorn Winterskov synes godt om
Marko Stanisic synes godt om Løberens ABZ
Susanne Lindholm Andersen synes godt om Gran canaria Marathon
Thomas Thomsen synes godt om New York City Halvmarathon 2015

Løbeavisen lever i bedste velgående elektronisk. Hvis du vil opdateres med alle vores nye rejsetilbud, gode tips og tricks til løbere på alle niveauer.Tilmeld