Rejsen: New York City Marathon 2018

Løbet over alle løb - i byen over alle byer

Dato:
04. november 2018
Priser fra:
8.795 DKK

The Big Apple har alt, hvad der skal til for den perfekte storbyrejse: Indbyggerne er venlige og imødekommende; restaurationerne er talrige, af alle nationaliteter og i alle prisklasser; shopping-mulighederne opfylder alle ønsker (og en del til), og så er der selvfølgelig den åndedrætstoppende og himmelragende skyline, som gør kulissen for det hele endnu mere ekstraordinær.

Løbet over alle løb - i byen over alle byer

New York er kort sagt en helt særlig by, som berører de fleste dybt. Førstegangsbesøgende glemmer næppe deres første dage i USAs største by, og mange vender tilbage til New York så hyppigt, de kan. Ikke kun for at genskabe dejlige oplevelser, men også for at nå det, de ikke nåede sidste gang. New York bliver man aldrig færdig med. 

Når du rejser med Marathon Travel Club til New York City Marathon, bor du i centrum af det hele: Vi er tæt på det pulserende, larmende, neonblinkende Times Square og Broadway, og samtidig er vi så tæt på åndehullet Central Park, at der er frisk luft og albuerum i komfortabel gåafstand fra basen.

Byen er yderst let at finde rundt i: Avenuerne 1-12 går nord/syd, og gaderne (streets) går øst/vest, så det er ikke til at fare vild, med mindre man arbejder på det. Hvis du gerne vil spare lidt af kræfterne til løbet, er det værd at vide, at byens legendariske og trygge Subway fungerer perfekt, og hvis du er kommet længere væk fra en station, end du orker at gå, er den nærmeste Yellow Cab-taxi med garanti ikke mange sekunder væk.

New York, New York

Vores hotellers centrale placeringer og de gode transportmuligheder gør det let at nå frem til de mange seværdigheder. Så er der bare tilbage at vælge ud, for du kan ikke nå hele New York uanset, hvor længe du bliver, og hvor langt du går.

Vi har en masse spændende ture på programmet og hvis du vil ud på egen hånd, kan vi anbefale en tur ned til sydspidsen af Manhattan. Herfra kan du sejle ud til Frihedsgudinden og Ellis Island. På sydspidsen af Manhattan finder du også Wall Street og Ground Zero, hvor en mindepark, et museum og nye bygninger i de seneste år er blevet til, hvor tvillingtårnene faldt 11. september 2001. Det nye One World Trade Center står færdig og er bestemt et besøg værd.

Hvis du går fra syd tilbage mod den centrale del af Manhattan, kommer du gennem Soho, bohemekvarteret Greenwich Village med de mange butikker og restauranter, livlige China Town, hvor du kan købe næsten ægte Rolex-ure til 10 dollars og frem til Little Italy, hvor de italienske immigranter har sat deres tydelige præg på gadebilledet og områdets menukort. 

Midt på Manhattan, der også kaldes Midtown, finder du den 3,5 kvadratkilometer store grønne oase: Central Park. De mange kilometer stier fungerer i sagens natur som magneter på byens tusindvis af løbere – og maratonløbet om søndagen har sin finale midt i parken. Selv uden løbesko på er Central Park et besøg eller to værd. Du finder blandt andet Strawberry Fields, der er udlagt til minde om John Lennon, og hvis du leder efter danske aftryk, skal det nævnes, at en af parkens mest populære statuer er en H.C. Andersen-statue, der i de lunere måneder er samlingspunkt for et højtlæsningsprogram.

Når du har fået nok natur, skal du kun ud til parkens sydligste hjørne for at finde Apples Flagship-store på 5th ave, og uanset, hvilken avenue eller street, du kigger ned ad, vil du få øje på berømte, interessante og eksklusive butikker. Kun størrelsen på din kuffert og luften i dit budget bestemmer, hvad du skal købe med hjem fra USA. Udvalget er overvældende og priserne moderate, speciel med den forholdsvis lave dollarkurs vi har lige nu.  

New York har også Broadway og den imponerende uendelige neon-opvisning på Times Square, og for de kulturelt interesserede lokker byen med Empire State Building, Rockefeller Center (perfekt årstid), Chrysler Tower, Museum of Modern Art, Brooklyn Bridge, Metropolitan Museum og Grand Central Station for blot at nævne et udvalg af byens verdensklasseattraktioner. For rejsende, der har indsnusning af rejsemålets atmosfære øverst på to-do-listen, findes der næppe mere oplagte rejsemål i verden.

At gå på gaden i New York, spise morgenmad på en diner sammen med politibetjentene og i det hele taget bare mærke livet - det er også livet i New York!

 

Løb for alle - Internationalt Breakfast run - 5K dash

Uanset om du har startnummer til hovedbegivenheden eller ej, byder New York allerede om lørdagen på en fin begivenhed, når 10.000 løbere af alle nationaliteter deltager i det internationale morgenløb “the NYRR Dash to the Finish Line 5K”. Løbet skydes meget passende i gang ved den berømte FN-bygning, og måske er det en af forklaringerne på, at løbet er præget nationale følelser, hvor mange er udklædte og/eller bærer deres lands flag. Marathon Travel Club har altid en stor gruppe løbere med i løbet, og selv gæster der ikke skal ud på den lange distance, kan glæde sig over at løbe i mål i Central Park ved Tavern on the Green, hvor der også er målstreg ved maratonløbet om søndagen. Du vil omkring juli måned høre nærmere om tilmeldingsproceduren til dette løb.

TCS New York City Marathon

Hvis du ikke var klar over størrelsen på TCS New York City Marathon, venter der dig bogstaveligt talt en overvældende oplevelse om søndagen.

Vi skal rigtig tidligt op, for der er hvert år mere end 50.000 andre glade løbere, der har booket plads på den populære 42 kilometer lange sightseeing-rute rundt i i New York.

Starten går fra Staten Island, hvor alle deltagere samles på Fort Wadsworth fra tidlig morgen. Af hensyn til afviklingen og transporten af de mange deltagere, hvoraf hovedparten bor på Manhattan, skal Manhattan tømmes allerede ved sekstiden. Man skulle jo nødigt komme for sent på grund af en detalje, som at trafikken driller. Al transport til startområdet foregår via busser, og det er et specielt syn. Rejser du med Marathon Travel Club har vi egne busser der kører fra vore hoteller til starten.Særsyn kan også siges om verdens længste pissoir, der findes i startområdet: Alt er som bekendt større i USA! Kun ærgrer det amerikanerne lidt, at deres maratonløb ikke er lidt større eller længere end andre maratonløb, men kun på de normale 42,195 km – eller 26.2 miles, som det hedder lokalt.

På Fort Wadsworth serveres der gerne kaffe, te, vand, Gatorade, juice, bagels, powerbars og yoghurt. Det er en særdeles god idé at medbringe noget gammelt træningstøj – og alt efter temperaturerne og vejrliget evt. også noget regntøj, som kan holde dig varm og tør indtil starten, hvor du kan smide det fra dig. Tøjet indsamles efterfølgende til hjemløse og andre værdigt trængende til gode, så du holder dig varm og gør en god gerning samtidig.

Fra Fort Wadsworth går man samlet til Verrazano Narrows Bridge, og her skydes løbet i gang med et helt vildt setup, hvor der løbes i flere niveauer og med starter i flere bølger, og alt foregår med et schwung, der får hårene til at rejse sig den ene gang efter den anden. Nationalsangen bliver sunget med pomp og pragt, og ikke et øje efterlades tørt.

Et maraton - fem verdener

Ruten går gennem alle boroughs – fra Staten Island til Brooklyn over Queens, Bronx, Harlem og endelig Manhattan, og undervejs vil du helt bogstaveligt talt begive dig gennem helt forskellige verdener.

Fra Staten Island går ruten gennem Brooklyn til tonerne af rock, “steel-” og jazzmusik, og af samme årsag er skiftet meget markant,

når du kommer ind i stilheden i det jødiske kvarter. De er der, du kan se dem i deres sorte frakker, med sort kalot og en snurrig hårkrølle. Men du kan knapt høre dem, og efter den stille tur rundt i det hippe Williamsburg-område bliver skiftet til Queens tilråb, jubel og reggae-musik endnu mere markant. 

Løbets helt store stemningsskifte kommer dog først, når du har krydset Queensboro Bridge og løber ind i New Yorks hjerte. Stigninger og fald på broerne føles nu for alvor i benene, og 1st Avenue kan være en udfordring af de helt store. Den går op, op og atter op i en uendelighed, og hvis du havde været alene, havde det været ubærligt. Men! Når du mærker den million tilskuere, der anslås at være på plads, rejser gåsehuden sig for alvor igen. Hos Marathon Travel Club plejer vi i øvrigt at samle op mod et par hundrede danske heppere netop hér ved 1st Avenue, og vi ved, at vores løbere sætter stor pris på opbakningen.

 

Efter 1st avenue kommer Harlem dig i møde, og når du har krydset Willis Avenue Bridge til Bronx og Madison Avenue Bridge, der tager dig tilbage igen til Harlem, er der kun 8 km igen, før rundturen når sin ende ved målstregen.

Den sidste del af turen er – som i andre maratonløb – hård, og når du kommer til Central Park, føles de små stigninger hårde. Heldigvis er der også her stor opbakning, og de sidste kilometer er en lang – fortjent – klapsalve. Ikke kun som løber, men også som hepper er det en fantastisk oplevelse at se og føle amerikanernes gejst og engagement i New York City Marathon, og det helt specielt at få gaderne for sig selv i byen der ellers aldrig sover.

Glæd dig!

 

Photo Credit: Courtesy of NYRR

Vores hoteller i New York

Generelt kan det siges om vores hoteller at de alle ligger på Manhattan rigtig godt placeret i forhold til alt og specielt i forhold til målområdet for maratonløbet. Der er en god logistik i forhold til og mellem hotellerne, når vi skal køre i busser til vore forskellige arrangementer under opholdet.

Kimptom Muse Hotel***** / 130 West 46th Street

Dette hotel er nyt i vores program. Det er et super lækkert hotel beliggende lige ved Time Square og i teaterkvarteret, som er det absolutte hjerte af Manhattan. Der er 200 flotte værelser på hotellet, fitnescenter, restaurant, bar, imponerende lobby mv. For vore gæster er der gratis Wifi, gratis servering af morgenkaffe/the om morgenen samt udskænkning af vin hver dag mellem 17 og 18. Værelserne har Aircondition, Minibar, strygejern/strygebræt, mørklægningsgardiner, brusekabine, hårtørrer, pengeskab,TV, tlf. badekåber mv. Alt er i nærheden, Broadway, Rockefeller Center, Macy´s, Grand Central Terminal, Empire State Building og meget mere. Og så er alle Subway tog jo til og fra Stationen ”Time Square” som ligger lige rundt om hjørnet og dermed også let hjemkomst fra målet.

 

 

Wellington Hotel*** / 871 Seventh Av. at 55th Street

Dette hotel ligger super centralt på Manhattan. Du kan hurtigt gå til f.eks. Times Square, flotte forretninger på 5th Avenue og Central Park. Hotellet har en stor reception/lobby. Alle værelser har bad/toilet, telefon og kabel-tv. Selv om hotellet er noget slidt, er værelserne hyggelige og meget velindrettede. Der er gratis trådløs internetadgang for 2 enheder. Du finder alt nær ved hotellet. Gåafstand fra målet. Der er ikke inkluderet morgenmad, men det kan købes i tilstødende restaurant eller på én af mange coffee-shops i nærheden.

 

 

Chelsea Savoy Hotel** / 204 West 23rd Street

Dette hotel er også nyt på vores program. Det er et søsterhotel til det tidligere Park Savoy Hotel som vi har brugt i mange år. Det er nu blevet lukket og er ikke længere hotel. Chelsea Savoy Hotel ligger syd for Time Square på 23. Street lige ved Subway stationen ”23 Street” der ligger perfekt i forhold til at tage toget få stop fra målet i Central Park. Samtidig er det en god beliggenhed for dem som vil dyrke det sydlige og populære Manhattan lidt mere. Det er et dejligt hotel med god venlig personale. Gratis Wi-Fi på værelserne. fladskærms-tv med premium-tv og mindre køleskab på de fleste værelser. Badeværelse med en kombination af bruser/badekar, hårtørrer, værdibox og strygejern og –bræt. Der er 89 værelser på hotellet. Der er kontinental morgenmad inkluderet i priserne.

 

 

 

Udflugter

New York er ikke kun maraton og når du kommer ”over there”, har du helt sikkert en masse ting du vil se og opleve. Det er en god idé at have planlagt hjemmefra, så du ikke spilder den korte tid du har til rådighed. Nogle oplevelser vil man gerne have alene eller sammen med den eller dem man rejser med og andre er det sjovere at opleve med en hel gruppe maratonløbere. Marathon Travel Club har arrangeret ture til New York City Marathon® i rigtig mange år og vi ved hvilke udflugter vore gæster efterspørger. Derfor har vi udarbejdet denne palet af tilbud som vi håber vil tilgodese de fleste af de ønsker du har til fælles oplevelser i New York. Du behøver ikke at tilmelde dig nu hvis det er svært at overskue. Vi skal nok sende programmet igen omkring august måned.

Photo Credit: Courtesy of NYRRBanevisning med dansk guide 

Denne bustur arrangeres af Marathon Travel Club og er speciel interessant for alle løberne, men vi mener bestemt også at turen giver en rigtig god sightseeing for supportere, som derfor ikke skal holde sig tilbage. Vi har da også altid næsten fuld tilslutning. Alle får gode oplevelser. Transporten ud til Verrazanobroen tager ca. 30 minutter og herfra følger vi maratonruten gennem New Yorks fem områder: Staten Island, Brooklyn, Queens, Bronx og Manhattan.

Kort sagt en meget god tur for de løbere, der foretrækker at se ruten på forhånd, og dermed få mulighed for at orientere sig, bl.a omkring de store broer man skal løbe over, hvor underlaget pludseligt skifter fra asfalt til beton eller måtter der er lagt ud hvor broen er af Jerngitter. På turen gives der information om New York og det vi ser, samtidig med at der gives fyldig information om alle de praktiske detaljer ved løbet. Turen er en perfekt informations og opladningstur for løbet.

Vi kører hele maratonruten igennem, så du kan orientere dig om alle forhold omkring afmærkning, højdeforskelle, depoter mv. Det er en meget inspirerende og seværdig tur, hvor vores lokale

dansktalende guide fortæller om byen New York, og hvad vi ser på turen.. 

Udflugt nr. 1 - Banevisning, fredag den 2. november kl. 09.00 - 13.00

Udflugt nr. 2 - Banevisning, lørdag 3. november kl. 09.00 - 13.00

Udflugt nr. 3 - Banevisning, lørdag den 3. november kl. 13.00 - 17.00

   
Pris 375 kr.    
   

City Sightseeing

Denne bustur er en introduktion til Manhattan med alle sine interessante seværdigheder. En tur arrangeret sammen med vore svenske samarbejdspartnere (på dansk eller svensk), som giver dig råd om alt lige fra, hvor du køber de billigste jeans - til hvilket in-sted der er bedst. Naturligvis får du masser af information om, hvordan New York fungerer, og hvordan du bedst kommer rundt til det hele.

New York har jo utrolig meget at byde på, og vi forsøger at se så meget som muligt på turen rundt på Manhattan: Chinatown, Wall Street, Little Italy, Greenwich Village, Harlem mm. Vi kommer til sydlige Manhattan, hvor vi ser det nye ”One World Trade Center”, som er hovedtårnet i det nye World Trade Center-kompleks i New York, som har erstattet tvillingetårnene, der blev tilintetgjort ved terrorangrebet den 11. september 2001. Et fantastisk syn og et imponerende bygningsværk. .

Efter turen kan man lidt nemmere finde rundt, og det kan være, at man selv vil tage ud og se f.eks. Empire State Building, Frihedsgudinden, New York Børsen, Broadway, One World Trade Center mm. Gæster der først ankommer fredag anbefales at tage udflugt 2 eller 3 som også indbefatter meget sightseeing.  

Udflugt nr. 4 - City Sightseeing, torsdag den 1. november kl. 09.00 - 13.00

Udflugt nr. 5 - City Sightseeing, fredag den 2. november kl. 09.00 - 13.00

   
Pris 375 kr.     
     

New York like a New Yorker

En tur til fods og med subway i det sydlige Manhattan. En meget spændende tur med vores danske guide som tager dig med rundt til mange af de kendte steder.

Du vil bl.a. komme til området hvor det nye One World Trade Center er bygget. Herudover kommer du til, Wall Street, City Hall, Brooklyn Bridge (ses på afstand), Chinatown, Little Italy, SOHO, Greenwich Village og Times Square. Vi spiser frokost et passende sted downtown.

Udflugt nr. 10 - New York like a New Yorker, torsdag den 1. november kl. 10.00 - 14.00  
Pris 250 kr. (ekskl. frokost og subwaybillet)  
   

Shoppingtur

I indkøbscentret Woodbury Common med sine 200 butikker er det muligt at købe næsten alt. Priserne er lave og chancerne for at gøre et rigtigt fund er stor.

Busturen til indkøbscentret tager ca. en time, og vel fremme har man dagen til at udforske de butikker man er interesseret i. Her findes alt: Armani, Ralf Lauren, Anne Klein, Calvin Klein, Ann Taylor, Levi´s, Nike, Adidas, Reebook, Fila, Liz Caliborne, J.C. Drew, Mikasa (glas og porcelæn) og meget andet. Med andre ord: et indkøbsparadis.

Frokosten kan købes på forskellige restauranter, som findes i området.

Udflugt nr. 6 - Shoppingtur, fredag den 2. november kl. 09.00 - 17.30

Udflugt nr. 7 - Shoppingtur, tirsdag den 6. november kl. 09.00 - 17.30

 
Pris 375 kr.   
   

Washington DC

En rigtig spændende tur, som varmt kan anbefales, hvor vi tager med bus til USA´s hovedstad Washington DC som har så meget at byde på. I Washington spiser vi frokost på restaurant America & Union Station (maden inkl. i prisen)

Herefter begiver vi os rundt i byen, hvor vi bl.a. ser Det Hvide Hus, Kongresbygningen, Lincoln Memorial, Højesteretten og Arlington kirkegården hvor blandt andre John F. Kennedy ligger begravet. Vi gør flere stop på turen, så der bliver lejlighed til at tage fotos. Ved 18-tiden påbegyndes hjemturen. Vi har dansktalende guide med, som fortæller om de steder, vi passerer på turen til Washington.

Udflugt nr. 9 - Washington DC, mandag den 5. november kl. 07.00 - ca. 22.30  
Pris 995 kr. inkl. frokost   
   

Cykeltur

Det er blevet meget populært at cykle i New York. Man har efterhånden fået etableret en hel del cykelstier og afmærkninger på vejene så man kan færdes på cykel. Og det er en rigtig god måde at komme hurtig rundt og se en masse forskellige ting. Har du lyst til at tage med på en cykeltur, så lejer vi cykler i en nærliggende cykeludlejning.  Vi har cyklerne fra de åbner forretningen og resten af dagen inkl. hjelm.

Vi cykler en tur rundt på Manhattan og spiser frokost på den kendte pizza restaurant Grimaldi under Brooklyn Bridge (egen regning). Derefter cykler vi videre over i Brooklyn til Williamsburg. Det kendte kvarter med sahitiske jøder der præger kvarteret med deres sortklædte mænd med hat og slangekrøller. Denne bydel, og denne befolkningsgruppe, er den hurtigst voksende i New York City, da de sahitiske jøder er kendt for et meget højt børnetal. Vi kører videre over Williamsburg Bridge og hjem via cykelstier på østsiden af Manhattan.

Udflugt nr. 11 - Cykeltur, tirsdag d. 6 november kl. 10.00 - 17.00 ca.

 
Pris 300 kr. inkl. cykel, hjelm og lås.

Sejrsmiddag

Den oplevelse, det er at gennemføre New York City Marathon®, kan dårligt beskrives for de som ikke har prøvet det. Derfor er det dejligt at samles med ”ligemænd” og fejre dagens begivenheder.

Vi har igen i år reserveret et aftencruise med det populære Spirit Line, hvor vi sejler en tur på Hudsonfloden og ser den fantastiske udsigt ind over Manhattan fra søsiden. Sejlturen indbefatter også en tur ud forbi Frihedsgudinden, alt imens vi får en dejlig anretning med drikkevarer inkluderet.

Det er en oplevelse af dimensioner og vi synes ikke du må gå glip af den, så MTC spæder til med et økonomisk bidrag til buskørslen t/r så prisen er ok for dig. Glæd dig til denne aften, men husk der er begrænset antal pladser. Efter vores sejltur kan du fortsætte i New Yorks natteliv.

 

Udflugt nr. 8 søndag den 4. november kl. 18.15 - 23.00  
Pris 695 kr.  
   

Flere oplevelser

Til at servicere vores ca. 300 danske gæster til NYCM har vi 8 danske rejseledere, 2 lokale dansktalende guider og et antal svenske guider gennem vores samarbejde med den svenske turoperatør ”Springtime Travel”.

Alle er vi med for din skyld. Så har du spørgsmål eller brug for hjælp til næsten hvad som helst, så sig til. Det vi ikke ved, det finder vi ud af. Der er et utal af muligheder for at komme til musicals, opleve en ishockeykamp eller hvad hjertet end måtte begære. Du kan booke billetter i forvejen direkte på nettet f.eks. på adressen: www.arteudland.dk

Alle tider i dette program er stadigvæk foreløbige. Hvis der kommer ændringer meddeles disse ved afrejse. Samtlige priser er baseret på et deltagerantal på minimum 15 personer. Vi tager forbehold for eventuelle ændringer samt mangel på plads. Der er ikke mulighed for at deltage i udflugter på ankomst og hjemrejsedagen.

Rejsekombinationer New York City Marathon 2018

Hvis du har tiden til det, så vælg vores kombinationsrejse, når du alligevel er 'over there'.

Kombinationsrejse New York, Niagara vandfaldene, Amishfolket og Washington DC (9 nætter)

 

 

 

Løbsdato: 4. november 2018
   
Start: Kl. 09.50 til 11.00
Til og med nr. 18.999 Kl. 09.50
Nr. 19.000 til 36.999  Kl. 10.15
Nr. 37.000 til 54.999 Kl. 10.40
Nr. 55.000 til 72.999 Kl. 11.00
   
Tidsgrænse: 8 timer
Temperatur: 7-15 grader
   
Antal deltagere:  50.000
Løbet siden: 1976
   
Terræn: Lettere kuperet
Underlag: Asfalt
Rute: Se video af ruten her
  Kort over ruten ( PDF )
Rekord mand: 2:05:06 (2011)
Rekord kvinde: 2:22:31 (2003)
   
Smartphone applikationer: Google Play
  Appstore

 

Priser for New York City Marathon 2018

STARTNUMMER

        4.200 kr.

NEW YORK 2018 - FLYREJSE OG 4 NÆTTER I NEW YORK

Fra 9.195 kr.

NEW YORK 2018 - FLYREJSE OG 6 NÆTTER I NEW YORK

Fra 10.195 kr.

NEW YORK 2018 - FLYREJSE OG 7 NÆTTER I NEW YORK

Fra 10.695 kr.

HOTELOPHOLD I FIRE, SEKS ELLER SYV NÆTTER UDEN FLY       

Fra 3.695 kr.

FLYBILLET UDEN HOTELOPHOLD 

Fra 5.000 kr. 

KOMBINATIONSREJSE 

Fra 20.995 kr.

Salgsbestemmelser

Depositum 

Depositum for turen er kr. 4.000, + startgebyr samt evt. afbestillingsforsikring på 6 % af rejsens samlede pris. Evt. forhåndsreservationsgebyr på kr. 3.000,- vil blive fratrukket i depositum. Restbetaling skal være Marathon Travel Club i hænde 1. juli.

Forbehold/ændringer

Der tages forbehold for ændringer i programmet. Marathon Travel Club og vores lokale samarbejdspartnere tilstræber altid at afvikle rejsen i nøje henhold til programmet, men det kan af hensyn til seværdighedernes åbningstider eller praktiske omstændigheder være nødvendigt at gennemføre turen i en anden rækkefølge end anført.

Vi gør opmærksom på, at rejsen er underlagt lokale forhold, hvor både naturkræfter og levevis er anderledes end herhjemme. Det betyder, at force majeure-situationer kan opstå med tilhørende forsinkelser og aflysninger, der undtagelsesvist vil medføre ændringer i rejseplanen. Vejrforhold, herunder forsinkede flyafgange, kan medføre ændringer i rejsen, og programpunkter risikerer at udgå.

Afbestilling

Afbestilles rejsen før 1. juli, er depositum tabt. Afbestilles rejsen efter 1. juli frem til 60 dage før afrejse, betales et gebyr på 75 % af rejsens pris. Afbestilles rejsen senere end 60 dage før afrejse, er hele rejsens pris tabt (startnummer er ikke en del af rejsens pris og refunderes ikke).

Afbestilling på grund af sygdom

Du kan tegne en afbestillingsforsikring, der gælder, hvis du bliver syg inden afrejse, til 6 % af rejsens pris. Se vore alm. bestemmelser.

Rejseforsikring:

Vær opmærksom på, at dit gule sygesikringsbevis ikke dækker ved ophold udenfor Europa, hvorfor vi nbefaler at tegne en forsikring hos Europæiske Rejseforsikring gennem Marathon Travel Club.

Pas/Visum ved indrejse i USA

Fra 12. januar 2009 er der skærpede krav til rejsende til og fra USA, hvilket betyder, at der skal afgives en række oplysninger inden afrejse via denne hjemmeside: https://esta.cbp.dhs.gov. De amerikanske myndigheder forlanger et maskinlæsbart pas. Dette gælder også børn, der uanset alder skal medbringe deres eget maskinlæsbare pas. Danske pas udstedt efter den 1. marts 1997 er maskinlæsbare.

OBS: Se www.politi.dk (borgerservicepas)

Reklamation

Hvis du mod forventning oplever mangler på din rejse, har du pligt til hurtigst muligt at informere os om dem. Det skal du gøre, så vi har mulighed for at rette op på dem. Du skal reklamere til Marathon Travel Club, vores repræsentanter på stedet eller de underleverandører, der leverer den ydelse, som er mangelfuld. Hvis vores repræsentanter eller underleverandører ikke løser problemet, skal du straks kontakte os på vores elefon 86 22 22 10 eller mail mtc@marathon.dk. Såfremt du ikke overholder disse retningslinjer, kan du miste retten til at klage over manglerne efterfølgende i henhold til pakkerejselovens § 26.

Dataindsamling

Ved bestilling af rejsen gennem Marathon Travel Club vil dine oplysninger videregives til vores samarbejdspartnere, herunder flyselskab, hotel og løbsarrangøren. (Navn, Efternavn, Adresse, fødselsår, køn, nationalitet, e-mail, telefon, billede dokumentation, pas, kontaktperson ect.) Dine oplysninger danner grundlag for gennemførelsen af bestilling og vil til en hver tid kunne tilbagekaldes ved annullering eller aflysning af rejsen. Ved registrering hos Marathon Travel Club accepterer deltager samtykke om dataindsamling og brug af disse til et specifikt formål (rejsen). Marathon Travel Club vil til en hver tid begrænse oplysningerne til relevante samarbejdspartnere.

På alle vores rejser vil vores guider tage billeder, videooptagelser eller interviews som vi, Marathon Travel Club, kan distribuere på vegne af Marathon Travel Club i kommerciel sammenhæng. Deltageren accepterer samtykke ved bestilling af rejsen.

Salgsbestemmelser iøvrigt:

Endvidere gælder MTCs almindelige bestemmelser for denne rejse, som du bedes læse på www.marathon.dk

Artikel: New York City Marathon 2018

New York City Marathon 2018

Seneste Likes

Karin Kirke Petersen synes godt om New York City Marathon 2018 Forhåndsreservation
Pia Gantzhorn Winterskov synes godt om
Marko Stanisic synes godt om Løberens ABZ
Susanne Lindholm Andersen synes godt om Gran canaria Marathon

Løbeavisen lever i bedste velgående elektronisk. Hvis du vil opdateres med alle vores nye rejsetilbud, gode tips og tricks til løbere på alle niveauer.Tilmeld