Rejsen: Barcelona Marathon 2019

Europas femte største maraton

Dato:
10. marts 2019

Sig Barcelona og mange vil straks tænke på fodbold og Messi. Heldigvis har rigtig mange også opdaget, at Barcelona byder på maratonløb i samme topklasse. 

Marató de Barcelona

 Siden 2009 har Barcelona Marathon oplevet en rivende vækst fra 9.752 gennemførende til i dag at være 20.000, og dermed Europas femte største maraton. Det var i øvrigt også til Barcelona Marathon, at den tidligere danske maratonløber Allan Zachariasen kom i historiebøgerne. Han vandt i henholdsvis 1983 og 1990 med tiderne 2:11 og 2:16, dog på en mere kuperet rute end i dag.

Og Barcelona Marathon er bare et godt maraton. Det er velorganiseret, festligt og farverigt. Langs ruten er der masser af underholdning og gode depoter (fra 5 km er der depoter hver 2,5 km på begge sider af vejen) og sammen med de 200.000 tilskuere, får du en fantastisk opbakning.

Marts måned i Barcelona plejer desuden at betyde, at selv vejret viser sig fra sin bedste side med sol og lune temperaturer omkring de 15-20 grader. Perfekt løbevejr hvis du spørger os. 

 

Barcelona tager pusten fra dig

Bliver du ikke åndeløs af løbet, så skal omgivelserne nok tage sig af den del. Du ser Barcelona fra sin bedste side og kommer forbi mange af byens store seværdigheder, for eksempel FC Barcelonas hjemmebane Camp Nou samt Gaudis mesterværk, kirken La Sagrada Familia. Forbi Torre Agbar, 125 tons patronformet stål med 4.500 vinduer i alle regnbuens farver. Så tager du lige et smut forbi Middelhavet med palmesus, inden du runder byens gågade Las Ramblas for at hilse på Columbus.

Las Ramblas, Ramblaen, er byens livsnerve, der strækker sig fra havnefronten til Placa de Catalunia. Her finder du alt fra skønne huse og små butikker til det kæmpestore marked, der har et enormt udvalg af alt godt og spændende fra havet, kødvarer, grøntsager i alle regnbuens farver og et utal af andre lækkerier, som du absolut skal opleve. Ramblaen deler byen med det gamle bykvarter og sine enestående middelalderbygninger og gode shopping-muligheder på den ene side og forlystelseskvarteret Barrio Chino på den anden.

Columbus viser stolt vej mod målet, hvor man lige når et kig på et af byens gamle vartegn, tyrefægterarenaen, der i dag dog højst byder på kamp mellem shoppingkunder, da hele arenaen nænsomt er ombygget til et shoppingcenter.

 

Farverige Barcelona

Vores tur til Barcelona byder også på morgenløbetur til den olympiske by og stadion, byrundtur med velorienteret dansk guide, fælles pastaaften og festaften, og mulighed for udflugter rundt i byen såsom fodbold, når FC Barcelona eller RCD Espanyol spiller hjemme, udflugt til Park Güell og meget meget mere.

Gastronomisk hæver Barcelona sig højt over mange tilsvarende storbyer, og restauranter, cafeer og vinbarer ligger dør om dør og byder på landets dejlige druer og spændende retter. Med utallige madmarkeder og tusindvis af tapasbarer er Barcelona virkelig et af Europas gastronomiske hot spots, og en række af verdens førende kokke enten kommer herfra eller har tjent deres lærepenge på en af restauranterne i Cataloniens hovedstad.

Barcelona var i 2015 den tiende mest besøgte by i verden, og det med god grund; Farverige Barcelona er ganske enkelt en by, du aldrig bliver træt af - og en by, du gerne vender tilbage til igen og igen. 

 

 

 

 

Løbsdato: 10. marts 2019
Start: Kl. 8:30
Tidsgrænse: 6 timer
Aldersgrænse: 18 år
   
Temperatur: 15-20 grader
Deltagere: Ca. 20.000
Løbet siden: 1978
   
Terræn: Fladt
Underlag: Asfalt
Rute: Link til ruten finder du her
   
Rekord mand: 2:07:30 (2010)
Rekord kvinde: 2:26:53 (2012)
   
Smartphone applikationer: Google Play
  Appstore

 

 

 

Seneste Likes

Karin Kirke Petersen synes godt om New York City Marathon 2018 Forhåndsreservation
Pia Gantzhorn Winterskov synes godt om
Marko Stanisic synes godt om Løberens ABZ
Susanne Lindholm Andersen synes godt om Gran canaria Marathon

Løbeavisen lever i bedste velgående elektronisk. Hvis du vil opdateres med alle vores nye rejsetilbud, gode tips og tricks til løbere på alle niveauer.Tilmeld