Rejsebestemmelser

Bestilling

Bestilling af en rejse kan ske pr. telefon, e-mail, brev, over internettet, eller ved personlig henvendelse. Du modtager fra os et rejsebevis med girokort til betaling af depositum og restbeløb. Indbetaling af depositum betragtes som kundes accept af skriftlige meddelte og/eller i brochure eller på vores hjemmeside oplyste vilkår.

Betaling

Depositum er kr. 500,- pr. person, med mindre andet er anført ved den enkelte rejse og det skal betales senest 4 dage efter modtagelse af rejsebeviset sammen med beløb for evt. afbestillingsforsikring og startnummer. Er depositum ikke indbetalt den aftalte dato, bortfalder aftalen. 
Restbeløbet indbetales senest 8 uger før afrejse. Enkelte rejser skal dog betales tidligere, hvilket vil fremgå af den enkelte rejsebeskrivelse. Er restbetalingen ikke indbetalt den aftalte dato, har Marathon Travel Club ret til at annullere aftalen. Det indbetalte depositum er i så fald tabt. 
Du kan betale med tilsendte girokort, via netbank eller med kreditkort via vores hjemmeside www.marathon.dk. Husk altid at oplyse booking nr. ved betaling. 
Du modtager ikke særskilt kvittering på din indbetaling. 
Ved tilmelding senere end datoen for restbetaling skal hele beløbet indbetales straks.

Ændring

Hvis du ændrer hotel eller afrejsedato betragtes det principielt som afbestilling og nybestilling. Dog accepteres ændringer foretaget indtil 8 uger (eller den dato der er fastsat som betaling af restbeløb iflg. program) før afrejse mod betaling af et gebyr på kr. 200,- pr. ændring. Flyrejser kr. 500,- pr. ændring. Ved flyrejser gælder endvidere, at ændringer efter udstedelse af billetten ikke er mulig. Ovennævnte gælder såfremt andet ikke er nævnt under det enkelte rejseprogram.

Overdragelse

Overdragelse af en rejse til andre kan som udgangspunkt ikke finde sted. Men skal afbestilles efter gældende regler og derefter skal en ny reservation fortages til en anden deltager.

Afbestilling

Afbestilles rejsen mere end 8 uger (eller den dato der er fastsat som betaling af restbeløb iflg. program) før afrejsen, er depositum tabt. Startnummer refunderes ikke. 
Mellem 8 uger (eller den dato der er fastsat som betaling af restbeløb iflg. program) og 21 dage før afrejse: 50% af rejsens pris tabt. Startnummer refunderes ikke. 
Mellem 20 -1 dag før afrejse: Rejsens pris inkl. alle tillægsydelser tabt. Startnummer refunderes ikke. 
Ved flyrejser gælder endvidere, at der ikke refunderes noget efter udstedelse af billetten. 
Ovennævnte gælder såfremt andet ikke er nævnt under det enkelte rejseprogram.

Afbestilling i forbindelse med sygdom

Du kan hos os tegne en afbestillingsforsikring, som dækker afbestilling på grund af akut sygdom hos dig selv, ægtefælle eller samlever, børn, forældre, svigerforældre, svigerbørn, børnebørn, søskende, bedsteforældre, svigerinder, svogre eller rejseledsagere der afgår ved døden, eller rammes af akut sygdom eller alvorlig tilskadekomst, der kræver hospitalsindlæggelse, lægeordineret sengeleje eller det, der kan sidestilles hermed. Endvidere dækker den ved brand i forsikredes bolig umiddelbart inden afrejsen.

Afbestilles rejsen på grund af akut sygdom tilbagebetales det indbetalte beløb minus afbestillingsforsikring, samt en selvrisiko på kr. 200,-. Startnummer refunderes ikke. Forudsætningen er, at Marathon Travel Club modtager afbestillingen inden afrejse. Ved kør selv arrangementer senest kl. 12 dagen før ankomst til destinationen. Marathon Travel Club fremsender formular til lægeerklæring, som skal være bureauet i hænde senest 4 dage efter afbestillingen. Kunden betaler selv for lægeerklæringen. 
For flyrejser, busrejser og kør selv arrangementer kan der tegnes afbestillingsforsikring til 6% af den samlede rejses pris.

Bemærk: Afbestillingsforsikring kan kun tegnes i forbindelse med bestilling af rejsen, og beløbet skal indbetales sammen med depositum. Denne forsikring dækker ikke startnummer.

Afbestilling i tilfælde af krigshandlinger m.v.

Forekommer der indenfor et tidsrum af 14 dage før afrejse krigshandlinger, naturkatastrofer, livsfarlige smitsomme sygdomme eller lignende kan rejsen afbestilles uden gebyrer. Det er dog en betingelse, at offentlige danske myndigheder (Udenrigsministeriet, Sundhedsstyrelsen) direkte fraråder rejser til det specifikke område. Den gebyr frie afbestillingsret gælder dog ikke, hvis du ved bestilling af rejsen kendte den pågældende begivenhed eller begivenheden var almindelig kendt.

Rejseforsikring

Det er altid en god ide at forsikre sig, inden man rejser - både i Europa og resten af verden. Det er rart at vide, at man er dækket og får hjælp, hvis man bliver syg, kommer til skade eller mister sin bagage.

I EUROPA

En rejseforsikring fra Europæiske giver en bedre dækning, end du får med det Blå sygesikringskort. For eksempel udgifter til lægehjælp i lande, hvor borgerne har egenbetaling, sygeledsagelse, tilkaldelse af pårørende ved indlæggelse i udlandet, hjemkaldelse ved livstruende sygdom eller død i din nærmeste familie i Danmark, ødelagt ferie pga. sygdom eller tilskadekomst, privatansvar og juridisk bistand.

I RESTEN AF VERDEN

På rejser uden for Europa er det strengt nødvendigt at købe en rejseforsikring. For langt de fleste vil et hospitalsophold, en operation eller akut behandling hos en specialist i udlandet betyde økonomisk ruin, hvis ikke der er tegnet en rejseforsikring.

DET GULE KORT (Sundhedskortet)

Det gule sundhedskort kan ikke længere benyttes ved rejser til udlandet.

DET BLÅ KORT

Det blå sygesikringskort dækker udgifter til nødvendig læge- og sygehusbehandling, medicin m.m. under et ophold i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Sygesikringskortet dækker både akut sygdom/tilskadekomst og såkaldt 'behovsbestemt sygehjælp'. Det er lægen, der afgør , hvilken behandling der er nødvendig under opholdet. Det afhænger blandt andet af, hvor længe du skal opholde dig i landet, og hvilken behnadling der er tale om.

EU-sygesikringen dækker kun, hvis behandleren er tiknyttet den offentlige sygesikring i det land, du opholder dig i. EU-sygesikringen dækker altså normalt ikke behandling på private hospitaler eller klinikker.

Eu-sygesikringskortet viser, at du har ret til de samme ydelser og på de samme vilkår, som borgerne i det land, du opholder dig i. Du kan derfor komme til at betale en del af behandlingen selv, hvis det gælder for borgere i det pågældende land.

Marathon Travel Clubs aflysning af rejsen

Såfremt Marathon Travel Club ikke har modtaget et tilstrækkeligt antal tilmeldinger, nærmere betegnet 32 personer pr. busrejse og 10 personer pr. flyrejse, kan vi aflyse rejsen. 
Så vidt muligt tilbydes disse rejser herefter som individuelle rejser. 
Udover tilbagebetaling af det indbetalte beløb tilkommer der ikke nogen form for kompensation. I tilfælde af aflysning får du besked senest 8 dage før afrejsedagen.

Flyrejsen

Vi gør opmærksom på, at det er meget vigtigt, at Marathon Travel Club får de korrekte navn(e). Og at alle navn(e) på rejsebeviset og billetter stemmer overens med Deres aktuelle pas. Kunstnernavne, kaldenavne ect. må ikke benyttes. 
Marathon Travel Club påtager sig intet ansvar for de følger, ukorrekte oplysninger, som bureauet ikke har haft mulighed for at have kendskab til, kan medføre. Check altid straks navnene på rejsebeviset og billetterne, så snart du har modtaget disse.

Flytider og rejseplanen

Disse er ofte udarbejdet lang tid i forvejen, og flyselskaberne har ret til at foretage ændringer også efter at billetterne er reserveret/udstedt. Sker der ændringer inden afrejse, men efter at billetterne er udstedt/fremsendt, kontakter Marathon Travel Club dig pr. e-mail, telefon eller brev for at informere om ændringerne. Afviger rejsetider i fremsendte billetter fra den oprindelige bekræftelse, skal du omgående kontakte Marathon Travel Club, således at eventuelle fejl kan rettes inden afrejsedatoen. 
De anførte tider på billetterne og rejseplanen er altid lokale tider.

Check-in tid

Normalt er check in 2 timer før afrejse, hvilket betyder, at man skal have foretaget check in 2 timer før flyafgang. Enkelte flyselskaber kræver tidligere check in, hvilket også forekommer hyppigt i andre lande. Dette vil være anført i rejseplanen. Det anbefales dog, at du allerede ved ankomst til en bestemmelseslufthavn undersøger de aktuelle check in tider for hjemrejsen/den videre rejse. Husk altid at meddele Marathon Travel Club telefonnummer eller email hvor du kan træffes på rejsen.

Luftfartsselskabets ansvar

Luftfartsselskabet påtager sig intet ansvar for hændelser, der indtræder på tidspunkter, hvor passagerne ikke befinder sig ombord i det pågældende luftfartsselskabs fly. Ansvar for indskrevet bagage henvises til luftfartsselskabets egne bestemmelser.

Udeblivelse, uudnyttede ydelser m.m.

Har kunden ikke afbestilt rejsen, og/eller indfinder rejsedeltageren sig ikke på angivet tid og sted for ud- og hjemrejsen, eller kan kunden ikke tiltræde eller fuldføre rejsen på grund af manglende rejsedokumenter, som f.eks. gyldigt pas, nødvendige visa og vaccinationsattester etc., har arrangøren ret til at beregne sig den totale pris for rejsen. Hvis kunden udebliver fra anførte transporter eller på anden måde undlader at udnytte de ydelser, som er bestilt, kan der ikke kræves godtgørelse for de uudnyttede ydelser. 
Hvis du undlader at gøre brug af din udrejse, mister du retten til at bruge hjemrejsebilletten. 
Undlader du at anvende en strækning på billetten, vil du ligeledes miste retten til at bruge efterfølgende strækninger.

Skatter og afgifter

En del skatter skal påføres selve flybilletten. Der er imidlertid en del lufthavns- og andre turistmæssige skatter/afgifter, der skal betales kontant ved afrejse eller på stedet, og som derfor ikke kan opkræves hjemmefra. Normalt vil sådanne skatter/afgifter være oplyst i rejseprogrammet. De enkelte lande er imidlertid suveræne til uden eller med meget kort varsel at indføre skatter eller forhøje de eksisterende.

Prisændringer efter aftales indgåelse

Marathon 'travel Club forbeholder sig ret til at forhøje eller nedsætte den aftalte pris som følge af ændringer i transportomkostninger, herunder brændstof-priser, skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjeneste ydelser, lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter, valutakurser, som er anvendt ved beregningen af prisen for det pågældende arrangement eller andre forhold, som Marathon Travel Club ikke kan/har kunnet tage højde for. 
Priseks. Såfremt en aftalt pris for en rejse er 5.000 kr. vil en forhøjelse af brændstofprisen på 200 kr. medføre at rejsens pris bliver 5.200 kr. 
Med hensyn til valutakurser, vil prisændringer kunne forekomme, såfremt en valuta stiger med mere end 5% i forhold til den ved kalkulationen anvendte kurs. Priserne er baseret på følgende valutakurser: USD 6,40, EUR 7,5, CHF 7,00, GBP 9,40 SEK 0,80. Prisændringer vil blive meddelt kunden, og ændringer på op til 10% vil ikke kunne medføre kundens ret til at ændre den indgåede aftale. 
Er prisændringen på mere end 10% kan kunden annullere aftalen i henhold til almindelige betingelser for annullering.

Pas, visum, vaccinationer, etc.

Passet skal normalt have minimum 6 måneders gyldighed efter hjemkomsten. Vi anbefaler dig altid at have dit pas med på rejsen. 
Udenlandske statsborgere bør inden bestilling af rejsen undersøge eventuelle visumkrav, da alle bureauets oplysninger alene gælder for personer med dansk pas. 
Oplysninger om forhold vedrørende pas, visum og sundhedsmæssige betingelser, herunder krav om vaccinationer eller lignende betingelser, der skal være opfyldt for, at rejsen kan gennemføres, er du selv ansvarlig for at undersøge ved respektive ambassader, Udenrigsministeriet og Seruminstituttet. Bruger du medicin, er du selv ansvarlig for at spørge apoteket eller din egen læge til råds angående en medicinattest til rejsebrug.

Kundens ansvar

Kunden er forpligtet til at sørge for gyldigt pas, visa og eventuelle vaccinationer. Herudover har kunden også ansvaret for at kontrollere, at modtagne dokumenter er i overensstemmelse med det bestilte, og i modsat fald, i god tid inden afrejse informere Marathon Travel Club om fejl. Dette er meget vigtigt, og særligt vigtigt er det, at kunden kontrollerer, at for- mellem- og efternavne er stavet korrekte og i overensstemmelse med pas og samtlige andre rejsedokumenter. Såfremt navne ikke er korrekte, kan det medføre afvisning ved check-in til flyet, manglende accept af vouchers på hoteller og hos biludlejnings-firmaer. 
Marathon Travel Club påtager sig intet ansvar for følger af ukorrekte oplysninger, som skyldes vore kunders manglende kontrol. 
Det er kundens ansvar at følge de anvisninger som Marathon Travel Club eller Marathon Travel Club's repræsentanter udstikker undervejs på rejsen. Og at optræde således, at medrejsende ikke føler sig generet. I grove tilfælde kan det føre til bortvisning af den rejsende fra videre deltagelse.

Marathon Travel Club's ansvar

Rejserne gennemføres efter de af Danmarks Rejsebureau Forening og Forbrugerrådets vedtagne betingelser for deltagelse i pakkerejser, som udleveres på forlangende. Der tages forbehold for trykfejl og ændringer af prisen som følge af ændrede indkøbsforhold. 
I tilfælde hvor der ikke er tale om en pakkerejse og hvor Marathon Travel Club optræder som agent, for de benyttede transportselskaber, hoteller og øvrige virksomheder, er det de pågældende selskaber der er ansvarlig for de leverede ydelser. Marathon Travel Club påtager sig intet ansvar for beskadigelse, ændringer, ulykkestilfælde, forsinkelser etc., der er en følge af aftalebrud, strejker, vejrlig eller forhold, som arrangøren er uden indflydelse på. Vi anbefaler dig at tegne en rejseforsikring.

Reklamation

Reklamation over mangler ved rejsen skal rettes til Marathon Travel Club eller dets repræsentant, så snart den konstateres, således at Marathon Travel Club kan forsøge at afhjælpe en eventuel mangel. Manglende reklamation vil normalt medføre tab af retten til senere erstatningskrav. Dette gælder dog ikke, hvis Marathon Travel Club, eller nogen denne er ansvarlig for, har handlet i strid med almindelig hæderlighed eller groft uagtsomt, eller såfremt kravet skyldes skade på den rejsende person. 

Uanset hvad der for en konkret sag måtte blive betragtet som værende indenfor rimelig tid for indgivelse af krav som følge af mangelfuldt produkt, vil alle krav der indgives senere end 6 måneder fra det tidspunkt, hvor kunden blev bekendt med den pågældende mangel, ikke anses for at være indgivet rettidigt, og kunden vil derfor have mistet retten til at påberåbe sig den pågældende mangel.

Kan enighed om et erstatningskrav og/eller –beløb ikke opnås ved klage til rejsebureauet eller formidleren, kan kunden indbringe klagen for Pakkerejse-Ankenævnet, Røjelskær 11, 3.sal, 2840 Holte. Medlemmer af Danmarks Rejsebureau Forening er jfr. foreningens vedtægter forpligtet til at opfylde kendelser fra Pakkerejse-Ankenævnet, med mindre foreningens bestyrelse giver dispensation for dette krav, fordi kendelsen ønskes indbragt for en dansk domstol. 

Løbeavisen lever i bedste velgående elektronisk. Hvis du vil opdateres med alle vores nye rejsetilbud, gode tips og tricks til løbere på alle niveauer.Tilmeld